Når livet slår en kolbøtte.

- Nu med kort hår snart uden......

Som menneske kan de fleste nok godt lide at have lidt styr på tingene. Jeg kan i hvert tilfælde, nogle gange er det bare ikke helt universets plan med mig, at livet skal være nemt og uden udfordringer. I mit liv har jeg mødt nogen udfordringer men sammenlignet med skæbnerne i Ude og Hjemme, så har jeg været rimelig forskånet.

Jeg mistede min søster, og det var en stor sorg for mig og min familie, men tabet blev for mig en løftestang til et andet liv. Et liv hvor jeg fik taget et grundigt kig på mig selv, mine værdier, mine skønne relationer, mit ego og ikke mindst min sjæl. Min læring fortsatte i de mellemliggende år, at blive mor, at være partner, at læse til psykoterapeut, at sige op fra mit arbejde og starte som selvstændig. Meget af det beslutninger som jeg selv tog eller blev kaldet til.

Men i efteråret 2018 skete det igen, og min anden søster fik også diagnosen brystkræft. Det var en voldsom oplevelse, hvor alle de gamle spøgelser fra Helles død blev vagt. Angsten for at miste, angsten for et forløb med op og nedture, med lever tal, infektionstal og med synlige beviser på en sygdom eller behandling som langsomt gør én svagere. Heldigvis er vi jo meget længere end i 2003, og lægevidenskaben kan så meget mere i dag end dengang, som min skønne svoger sagde: "Så er brystkræft jo næsten en folkesygdom". Behandlingen er benhård, men overlevelsesraten er så meget bedre. Så det hængte jeg min hat på, det skulle nok gå, og det skal, og det gør det heldigvis også. Min søster er rask.

Men universet synes ikke de udfordringer var helt nok, mere skulle læres og tages hjem. Så den 8. februar fandt jeg en knude i mit bryst, jeg kontaktede lægen, samtidig med at jeg slog det hen med, at det var et eller andet ufarligt. Desværre viste det sig, at det var brystkræft og jeg tog et dyk. Den største angst var helt klart mine børn, der var ingen mulighed for, at de skulle opleve et liv uden mig i så ung en alder. I mine sorteste øjeblikke var det, lige nøjagtig dem som var i mine tanker. Så nu har jeg blæst til kamp, til kamp mod kræften på alle fronter og alle niveauer. Så kan det godt være, at den bedste medicin ville være at acceptere og blive ven med knuden, men helt ærligt den skal bare VÆK. Og for pokker hvor er jeg bange. Jeg er gået igang med kemo, og det har været hårdt. Jeg har haft så meget kvalme og været så træt at jeg følte mig som mindst 100 år.

Og samtidig har spekulationerne og beslutninger været ved at få mig til at brænde sammen. Jeg skal tage stilling til behandlingsstartegi, operation af begge bryster eller kun den ene, paryk eller turban, cannabisdråber som kvalmestillende, træningsforløb, vægt, blodprøver og så en alt konsumende træthed. Nu er jeg igennem første behandling og er langsomt ved at få det bedre, selvom mit immuneforsvar er helt nede, og jeg er blevet forkølet, så kommer modet og kampviljen også tilbage. Der er jo intet andet at gøre, jeg SKAL klare det. Min skønne familie støtter og giver mig alt den kærlighed, jeg har brug for, hvor er det dog værdifuldt. Og jeg oplever, at vi rykker endnu mere sammen og har et stort behov for hinanden.

Heldigvis bruger jeg også min storesøster rigtig meget, for hun er jo lidt længere i forløbet end mig, og hvor er det dejligt at kunne læne mig op ad hende og bruge af hendes erfaring. Jeg har sendt blomster, for det var hende der instisterede på, at jeg skulle tjekke for knuder, ellers havde jeg aldrig fundet den, og så kunne jeg nok ikke have nøjes med en stadie 2 knude. Så kære univers, ved ikke endnu hvad læren er, men glæder mig til at lære mere om livet og mig selv. Når jeg lige er færdig med at have kvalme ovenpå kemoen....