Til alle jer i sorgens land, som må fejre denne jul uden deres kære, som må bære den smerte at savne og som må bære den første gang at skulle fejre hjerternes fest med et knust. Mit hjerte og tanker går ud til jer, mit hjerte smerter med jer og selv om jeres sorg ikke er min, så mærker jeg smerten som om, mit eget hjerte skulle briste. For det er den gave jeg fik, da jeg blev født og den gave der blev genopdaget, da min søster Helle døde, at kunne mærke denne smerte ved at miste, som om tabet var mit eget.

Det er ikke, fordi jeg forsøger at overtage denne smerte fra jer som går jeres første jul i møde i sorgens landskab, men jeg ved…. For jeg kender jeres smerte, for den er også min. Så lad os denne jul, om det er den første jul uden en vi elsker, eller om det er én af mange. Lad os mindes dem som vi har mistet. Lad os fortælle hinanden den gode historie om den kærlighed vi har delt og lad os med et bristet hjerte føle vore elskedes betydning for os og lad det være rammen og meningen med livet i denne jul. For størst af alt er kærligheden, at vi var i stand til at elske på trods af faren for at miste.

Jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår. 

– Nu med kort hår snart uden……

Som menneske kan de fleste nok godt lide at have lidt styr på tingene. Jeg kan i hvert tilfælde, nogle gange er det bare ikke helt universets plan med mig, at livet skal være nemt og uden udfordringer. I mit liv har jeg mødt nogen udfordringer men sammenlignet med skæbnerne i Ude og Hjemme, så har jeg været rimelig forskånet.

Jeg mistede min søster, og det var en stor sorg for mig og min familie, men tabet blev for mig en løftestang til et andet liv. Et liv hvor jeg fik taget et grundigt kig på mig selv, mine værdier, mine skønne relationer, mit ego og ikke mindst min sjæl. Min læring fortsatte i de mellemliggende år, at blive mor, at være partner, at læse til psykoterapeut, at sige op fra mit arbejde og starte som selvstændig. Meget af det beslutninger som jeg selv tog eller blev kaldet til.

Men i efteråret 2018 skete det igen, og min anden søster fik også diagnosen brystkræft. Det var en voldsom oplevelse, hvor alle de gamle spøgelser fra Helles død blev vagt. Angsten for at miste, angsten for et forløb med op og nedture, med lever tal, infektionstal og med synlige beviser på en sygdom eller behandling som langsomt gør én svagere. Heldigvis er vi jo meget længere end i 2003, og lægevidenskaben kan så meget mere i dag end dengang, som min skønne svoger sagde: “Så er brystkræft jo næsten en folkesygdom”. Behandlingen er benhård, men overlevelsesraten er så meget bedre. Så det hængte jeg min hat på, det skulle nok gå, og det skal, og det gør det heldigvis også. Min søster er rask.

Men universet synes ikke de udfordringer var helt nok, mere skulle læres og tages hjem. Så den 8. februar fandt jeg en knude i mit bryst, jeg kontaktede lægen, samtidig med at jeg slog det hen med, at det var et eller andet ufarligt. Desværre viste det sig, at det var brystkræft og jeg tog et dyk. Den største angst var helt klart mine børn, der var ingen mulighed for, at de skulle opleve et liv uden mig i så ung en alder. I mine sorteste øjeblikke var det, lige nøjagtig dem som var i mine tanker. Så nu har jeg blæst til kamp, til kamp mod kræften på alle fronter og alle niveauer. Så kan det godt være, at den bedste medicin ville være at acceptere og blive ven med knuden, men helt ærligt den skal bare VÆK. Og for pokker hvor er jeg bange. Jeg er gået igang med kemo, og det har været hårdt. Jeg har haft så meget kvalme og været så træt at jeg følte mig som mindst 100 år.

Og samtidig har spekulationerne og beslutninger været ved at få mig til at brænde sammen. Jeg skal tage stilling til behandlingsstartegi, operation af begge bryster eller kun den ene, paryk eller turban, cannabisdråber som kvalmestillende, træningsforløb, vægt, blodprøver og så en alt konsumende træthed. Nu er jeg igennem første behandling og er langsomt ved at få det bedre, selvom mit immuneforsvar er helt nede, og jeg er blevet forkølet, så kommer modet og kampviljen også tilbage. Der er jo intet andet at gøre, jeg SKAL klare det. Min skønne familie støtter og giver mig alt den kærlighed, jeg har brug for, hvor er det dog værdifuldt. Og jeg oplever, at vi rykker endnu mere sammen og har et stort behov for hinanden.

Heldigvis bruger jeg også min storesøster rigtig meget, for hun er jo lidt længere i forløbet end mig, og hvor er det dejligt at kunne læne mig op ad hende og bruge af hendes erfaring. Jeg har sendt blomster, for det var hende der instisterede på, at jeg skulle tjekke for knuder, ellers havde jeg aldrig fundet den, og så kunne jeg nok ikke have nøjes med en stadie 2 knude. Så kære univers, ved ikke endnu hvad læren er, men glæder mig til at lære mere om livet og mig selv. Når jeg lige er færdig med at have kvalme ovenpå kemoen….

Så det går jeg og venter på lige nu, for havde det spredt sig skal jeg opereres igen. Og ellers er det herefter stråler, og antiøstrogenbehandling der venter. Jubii overgangsalder lige om hjørnet, men i forhold til en for tidlig død, må jeg nok tage det med.

Følelsesmæssig hvordan går det så? Op og ned vil jeg sige.. Når jeg formår at fastholde mig selv i taknemmelighed og med livsvilje, så klarer jeg mig. Men når jeg er så træt, at jeg ikke formår det, så bliver der mørkt omkring mig. Min krop er træt og ked af indgreb og medicin, og selvom jeg prøver at vise den min respekt med daglige samtaler, med healing, zoneterapi og fysisk aktivitet, så vælter sorgen ind imellem ind over os. Ikke i angst for at dø, men i ensomhed, og i den lidelse der er forbundet med sådan en kræftsygdom. For ensomheden er der, selv om jeg er omgivet af skønne kærlige mennesker som vil mig det bedste. Mennesker som bakke mig op, som husker at spørge, som holder af og som anerkender den kamp jeg kæmper og synes jeg er lidt sej, for det har jeg brug for når mørket lukker sig om mig.

Og når man så ovenikøbet er så heldig at møde mennesker i sådan et sygdomsforløb som kender det hele og som gennemgår det samme som én, som ved hvornår håret kommer ud, kvalmen forsvinder og som også oplever ensomheden og har lysten til at mødes og snakke. Så kan man kun blive fyldt af taknemmelighed. KK-Power I ved det… 

Jeg er træt men håbefuld, ked af det og glad, ensom og forbundet og jeg kan være det hele på én gang. Det er forvirrende og ikke nemt at være i, men det skal jeg, for heldigvis er der også en stor vilje til livet, hvordan det nu end udformer sig for mig de næste år. Tusinde tak til alle de mennesker som tænker på mig og sender små opmuntrende beskeder. De glæder mit hjerte, og jeg føler mig elsket. Tak.

Det virker lige til, For Søren, vær den bedste udgave af dig selv, til glæde for dig selv og andre, hvori ligger så det kæmpe paradoks, det er for mennesker at vælge den vej, som beviseligt (bare spørg Ole Henriksen) virker, i stedet for at dope sig med mad, alkohol, magt og materielle ting, som kun giver et kortvarig dopaminflip.

Hvorfor er det så svært, når nu det giver så meget mening? Kæmper vi mod biologi, en gammel hjerne som kæmper for at overleve og ikke helt har indrettet sig efter det overflodssamfund, vi lever i. Er vi fra naturen udstyret med en rag-til-os-kultur, der gør at vi hellere jokker på andre end kommer bagud? Er vi dovne fordi vi sparer energi, eller fordi vi bare ingen visoner eller selvopholdelsesdrift har?

Jeg ved godt, hvordan jeg bør leve. Jeg ved godt, hvad det vil sige at være i mit bedste udgangspunkt. Jeg elsker følelsen af at være taknemmlig og positiv. Jeg elsker at mærke min krop og følge dens visdom. Jeg elsker at være bevidst og invitere langsomheden ind. Jeg elsker at være postiv og have en fornemmelse af at tiltrække de ting, som giver mit liv kvalitet og meningsfuldhed. Men alt det, som jeg elsker at fylde mit liv, er noget jeg er nødt til at bestræbe mig på, det kommer ikke af sig selv. Jeg undre mig over, at det kræver en bevidst omkodning for at nå der til. Jeg undre mig over, at det ikke ligger lige til, selv ikke efter at have været syg.

Jeg havde ellers læst rigtig mange bøger om, hvor transformerende en sådan sygdom kan være. At jeg ligesom gennem sygdommen kunne finde meningen med livet. Nu kunne jeg forstå, hvordan det skulle leves, og på en eller anden måde ville sygdommen blive en løftestang til at “cutte the bull shit”, en short cut. Nå men jeg går stadig lidt venter….. For livet er ikke umiddelbart blevet nemmere eller klarere efter min kræftsygdom. Det er der imod blevet tilført endnu en usikkerhed i forhold til min krop og mit sind, den form for usårlighed som jeg havde før, er ikke helt tilstede længere. Jeg kæmper med uvisheden, frygten og håbet.

Og alligevel, er der kommet en anden modenhed. En dybere accept af de ting som jeg kæmper med, deres rod og at det er i orden også for mig, at synes det er svært og falde i. At jeg kan tilgive, at jeg ind imellem er en virkelig dårlig udgave af mig selv, og lærer at elske mig selv. Og forstå at jeg har en vigtig misison og at den i virkeligheden blot handler om at være et ordentlig menneske både overfor mig selv og andre. Jeg kan glæde mig over det liv som stadig er og give noget videre til andre. Balancen er skrøbelig og svær at holde fast i, men nuet hjælper mig, når jeg formår at være lige der! Så hvad gør vi nu, lille du? Jeg fortsætter udviklingen, holder fast i håbet, husker taknemmligheden og sætter pris på livet.

Jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et skønt, meningsfuldt og lykkebringende nytår. Året som er gået har været et af de barske for mig, og jeg er nok ikke helt kommet på den anden side endnu. Jeg mærker til stadighed tvivlen og usikkerheden i forhold til mange af livets forhold. Størst af alt er nok angsten for, at kræften vender tilbage, men også hvordan den nye mig mon egentlig er, denne version 2,0.

For noget må ændres, noget må læres, noget må….. , for ellers har sygdommen været forgæves, og så hvisker den i mit øre, at den kommer tilbage. Så hvem er jeg efter mit kræftforløb, er jeg en ny forbedret udgave af mig selv, er jeg én som forstår livets værdi, som udviser taknemmelighed og storsind i mine relationer,er jeg blevet stærkere, nærmer jeg mig at være hel igen? Det er svært, for sygdommen og bekymringerne har det med at tage pladsen fra at kigge op og indad for at gribe udviklingen.

Det er en kraftanstrengelse at skulle vælge det positiv, vælge at slippe bekymringen og LEVE. Under forløbet er der rigtig mange som har været en fantastisk støtte, og det har været helt afgørende for mig at kunne læne mig ind i, at jeg ikke har været alene og at nogle har vist omsorg. For som jeg har skrevet før, så er sygdommen en ensom størrelse. Samtidig har der været så mange skønne møder med mennesker i samme situation som mig selv, nogle som på trods af forskelle i diagnoser og sind har været fantastiske. Derfor tusinde tusinde tak til alle de som har hjulpet, som har været der, som har trænet med mig, som har leet og som har vist deres støtte, lidt eller meget det har været ligegyldigt, hver tanke, besked og handling har haft enorm betydning for mig. Her har taknemmeligheden været nem at finde.

Jeg er på vej, og jeg føler mig stærkere og stærkere. Meningen må komme med tiden, accepten arbejdes der på. Jeg kan dog mærke, at noget af det der virker, er en positiv tilgang til livet, at tvinge min bekymrede hjerne til at se det som er godt, se det som virker, og være taknemmelig for alle de små ting som er i mit liv. Som at sove længe i weekenden og bare ligge og snue, se gode film med min børn, samtaler med min mand, solopgang fra min seng, ikke at skulle have med kommunen at gøre mere, en løbetur, min altid glad hund, ild i pejsen, en tur i skoven og menneskene omkring mig, det er da et liv der er værd at leve.

Så min version 2,0 bliver ikke, at jeg er blevet ophøjet til et bedre menneske men at jeg forhåbentlig og for det meste af tiden formår at nyde, det der er lige foran mig og undersøge det mønster der får mig til at handle og gøre hele tiden i en endeløs række af opgaver, som skal få mig til at føle mig god nok og værdifuld. Den undersøgelse har været igang længe og ophavet er tydelig, nu skal der “bare” sættes handling bag, at skal jeg stoppe med at handle… 

Rigtig glædelig jul og et skønt og lykkebringende nytår til jer alle, med håbet om at I finder jeres version 2,0 uden at skulle presse dertil af sygdom eller at I som version 1.0, nyder livet, jeres familier og værdsætter, det menneske I allerede er. Det øver jeg mig i.

Dette blogindlæg er en hyldest, til de mennesker som tør påbegynde den rejse, det er at arbejde med sig selv. For tro mig det er ikke nemt. Det er ikke nemt at skulle kigge på sig selv, tage ansvar for sine egne mønstre og ikke give andre skylden. Det er ikke nemt at vælge, at det godt må gøre ondt, at vække barndomssår til live, at se sig i bevidsthedens lys og gå vejen imod et andet menneske end det man kender, og ubevidst har øvet sig på hele livet.
Jeg er så privilegeret, at jeg må følge mennesker på den rejse, holde dem i hånden, holde om dem, holde med dem og holde imod dem. Nogle finder tilliden og troen i det rum, andre må søge videre for at finde det menneske, hvor man tør læne sig ind i tillid til, at de kan bære en. De mennesker der mærker tilliden og troen på, at jeg kan bære dem og lærer dem at bære sig selv, er mennesker som jeg oftest følger over længere tid. Det er mennesker i alle aldre, som trods skepsis ind imellem ikke er bange for at tegne deres tilstande, ikke er bange for at genopleve egne fødsler, ikke er bange for at stå på filtstykker, der repræsentere deres livs relationer. Eller som måske netop er bange, men har modet og hjertet og gør det alligevel. Har modet til at samle deres angst op og kigge den i øjnene igen og igen og vove det, de finder allermest farligt, fordi de har et hjerte som længes efter noget andet.

Der er mange veje rundt om et mønster og et forsvar. Vi kigger på det fra mange vinkler, når noget som er så frygteligt svært og tungt bliver til noget let og forvandlet, når man får fornemmelse af, at dette mønster ikke er hele mig, men kun en del af alt det, jeg er. Når det som er så farligt pludselig bliver forvandlet til noget, som man kan se, at man har dannet i en tidlig alder for at passe på sit sårbare hjerte, og det man synes begrænsede og smertede én, faktisk blev skabt for at beskytte én. De mennesker jeg er så privilegerede at støtte og for korte øjeblikke at bære, kan transformerer sig fra alt overskyggende angst eller smerte til mennesker, som bliver stærke og får en fornemmelse af deres eget værd. De tør… gøre noget ved det, som er svært, de tør læne sig ind og give slip og overgive sig. Jeg bliver så glad, når jeg ser det mod, hjerte og den menneskelige evne til at turde ville det bedre. Jeg hylder jer i alle aldre som tør gøre noget for jer selv ud over at få et nyt køkken, en ny partner eller dyre ting. Verden bliver et bedre sted, fordi I har modet og hjertet.

Men jeg kan også mærke at det kræver mod hos mig. Mod til også at stå helt åben for noget større end mig selv. Mod til at lytte til de impulser jeg får, mod til at følge en klient ned i det som bliver svært, mod til at holde og favne og mod til at holde af. For det gør jeg, jeg holder så meget af de mennesker som sætter sig i stolen overfor mig. De lever i mig, jeg ser dem, bliver bedrøvet når de ikke ser sig selv, bliver lykkelig når de flyver og lykkes med de ting de har sat sig for. Så kære alle, jeg ønsker jer mod og hjerte til at blive den udgave af jer selv, som I drømmer om.