Mod og Hjerte

Det kræver mod at leve.
Det kræver mod at ændre sig.
Og det kræver mod, at sætte sig i stolen overfor en terapeut med tillid til at blive støttet og hjulpet med de mønstre i sit liv der slår knuder, de sorger som livet bringer og de oplevelser der gør, at man ikke lever, som man længes efter.
Men det kræver også hjerte, et stort hjerte for sig selv og for sine nærmeste.

Dette blogindlæg er en hyldest, til de mennesker som tør påbegynde den rejse, det er at arbejde med sig selv. For tro mig det er ikke nemt. Det er ikke nemt at skulle kigge på sig selv, tage ansvar for sine egne mønstre og ikke give andre skylden. Det er ikke nemt at vælge, at det godt må gøre ondt, at vække barndomssår til live, at se sig i bevidsthedens lys og gå vejen imod et andet menneske end det man kender, og ubevidst har øvet sig på hele livet.
Jeg er så privilegeret, at jeg må følge mennesker på den rejse, holde dem i hånden, holde om dem, holde med dem og holde imod dem. Nogle finder tilliden og troen i det rum, andre må søge videre for at finde det menneske, hvor man tør læne sig ind i tillid til, at de kan bære en. De mennesker der mærker tilliden og troen på, at jeg kan bære dem og lærer dem at bære sig selv, er mennesker som jeg oftest følger over længere tid. Det er mennesker i alle aldre, som trods skepsis ind imellem ikke er bange for at tegne deres tilstande, ikke er bange for at genopleve egne fødsler, ikke er bange for at stå på filtstykker, der repræsentere deres livs relationer. Eller som måske netop er bange, men har modet og hjertet og gør det alligevel. Har modet til at samle deres angst op og kigge den i øjnene igen og igen og vove det, de finder allermest farligt, fordi de har et hjerte som længes efter noget andet.

Der er mange veje rundt om et mønster og et forsvar. Vi kigger på det fra mange vinkler, når noget som er så frygteligt svært og tungt bliver til noget let og forvandlet, når man får fornemmelse af, at dette mønster ikke er hele mig, men kun en del af alt det, jeg er. Når det som er så farligt pludselig bliver forvandlet til noget, som man kan se, at man har dannet i en tidlig alder for at passe på sit sårbare hjerte, og det man synes begrænsede og smertede én, faktisk blev skabt for at beskytte én. De mennesker jeg er så privilegerede at støtte og for korte øjeblikke at bære, kan transformerer sig fra alt overskyggende angst eller smerte til mennesker, som bliver stærke og får en fornemmelse af deres eget værd. De tør... gøre noget ved det, som er svært, de tør læne sig ind og give slip og overgive sig. Jeg bliver så glad, når jeg ser det mod, hjerte og den menneskelige evne til at turde ville det bedre. Jeg hylder jer i alle aldre som tør gøre noget for jer selv ud over at få et nyt køkken, en ny partner eller dyre ting. Verden bliver et bedre sted, fordi I har modet og hjertet.

Men jeg kan også mærke at det kræver mod hos mig. Mod til også at stå helt åben for noget større end mig selv. Mod til at lytte til de impulser jeg får, mod til at følge en klient ned i det som bliver svært, mod til at holde og favne og mod til at holde af. For det gør jeg, jeg holder så meget af de mennesker som sætter sig i stolen overfor mig. De lever i mig, jeg ser dem, bliver bedrøvet når de ikke ser sig selv, bliver lykkelig når de flyver og lykkes med de ting de har sat sig for. Så kære alle, jeg ønsker jer mod og hjerte til at blive den udgave af jer selv, som I drømmer om.