Hvad gør vi nu, lille du.

Følg dit hjerte lyder de vise ord, lyt til kroppen, lev bevidst, vær taknemmelig, opfyld din sjæls potentiale, skab mening, giv til andre, vær venlig mod andre, vær positiv. Rådene er mange, gode og meningsfyldte i forhold til det liv, der kan leves som menneske, og ser jeg på visdommen, der ligger i ordene, kan det virke enkelt. Ser jeg rundt i verden og på mig selv, kan jeg se, hvor kompliceret og svært det er.

Det virker lige til, For Søren, vær den bedste udgave af dig selv, til glæde for dig selv og andre, hvori ligger så det kæmpe paradoks, det er for mennesker at vælge den vej, som beviseligt (bare spørg Ole Henriksen) virker, i stedet for at dope sig med mad, alkohol, magt og materielle ting, som kun giver et kortvarig dopaminflip.

Hvorfor er det så svært, når nu det giver så meget mening? Kæmper vi mod biologi, en gammel hjerne som kæmper for at overleve og ikke helt har indrettet sig efter det overflodssamfund, vi lever i. Er vi fra naturen udstyret med en rag-til-os-kultur, der gør at vi hellere jokker på andre end kommer bagud? Er vi dovne fordi vi sparer energi, eller fordi vi bare ingen visoner eller selvopholdelsesdrift har?

Jeg ved godt, hvordan jeg bør leve. Jeg ved godt, hvad det vil sige at være i mit bedste udgangspunkt. Jeg elsker følelsen af at være taknemmlig og positiv. Jeg elsker at mærke min krop og følge dens visdom. Jeg elsker at være bevidst og invitere langsomheden ind. Jeg elsker at være postiv og have en fornemmelse af at tiltrække de ting, som giver mit liv kvalitet og meningsfuldhed. Men alt det, som jeg elsker at fylde mit liv, er noget jeg er nødt til at bestræbe mig på, det kommer ikke af sig selv. Jeg undre mig over, at det kræver en bevidst omkodning for at nå der til. Jeg undre mig over, at det ikke ligger lige til, selv ikke efter at have været syg.

Jeg havde ellers læst rigtig mange bøger om, hvor transformerende en sådan sygdom kan være. At jeg ligesom gennem sygdommen kunne finde meningen med livet. Nu kunne jeg forstå, hvordan det skulle leves, og på en eller anden måde ville sygdommen blive en løftestang til at "cutte the bull shit", en short cut. Nå men jeg går stadig lidt venter..... For livet er ikke umiddelbart blevet nemmere eller klarere efter min kræftsygdom. Det er der imod blevet tilført endnu en usikkerhed i forhold til min krop og mit sind, den form for usårlighed som jeg havde før, er ikke helt tilstede længere. Jeg kæmper med uvisheden, frygten og håbet.

Og alligevel, er der kommet en anden modenhed. En dybere accept af de ting som jeg kæmper med, deres rod og at det er i orden også for mig, at synes det er svært og falde i. At jeg kan tilgive, at jeg ind imellem er en virkelig dårlig udgave af mig selv, og lærer at elske mig selv. Og forstå at jeg har en vigtig misison og at den i virkeligheden blot handler om at være et ordentlig menneske både overfor mig selv og andre. Jeg kan glæde mig over det liv som stadig er og give noget videre til andre. Balancen er skrøbelig og svær at holde fast i, men nuet hjælper mig, når jeg formår at være lige der! Så hvad gør vi nu, lille du? Jeg fortsætter udviklingen, holder fast i håbet, husker taknemmligheden og sætter pris på livet.