Massage from the dark side - where things are getting better

Jeg er fææærrrddiiiiigg, for det er jeg.. Lidt i hvert tilfælde. Det er vigtigt at fejre milepælene og den 9. juli afsluttede jeg mit kemoforløb. Hurra for det, for det har været en hård omgang. Min knude har responderet så fint på behandlingen, at de under MR scanningen slet ikke kunne finde den. Jeg blev opereret sidste mandag, fik fjernet markøren som var sat ind i brystet for at vise hvor knuden havde været og en lymfeknude som skal undersøges, for at finde ud af om kræften havde bredt sig, inden den blev zappet af kemoen.

Så det går jeg og venter på lige nu, for havde det spredt sig skal jeg opereres igen. Og ellers er det herefter stråler, og antiøstrogenbehandling der venter. Jubii overgangsalder lige om hjørnet, men i forhold til en for tidlig død, må jeg nok tage det med.

Følelsesmæssig hvordan går det så? Op og ned vil jeg sige.. Når jeg formår at fastholde mig selv i taknemmelighed og med livsvilje, så klarer jeg mig. Men når jeg er så træt, at jeg ikke formår det, så bliver der mørkt omkring mig. Min krop er træt og ked af indgreb og medicin, og selvom jeg prøver at vise den min respekt med daglige samtaler, med healing, zoneterapi og fysisk aktivitet, så vælter sorgen ind imellem ind over os. Ikke i angst for at dø, men i ensomhed, og i den lidelse der er forbundet med sådan en kræftsygdom. For ensomheden er der, selv om jeg er omgivet af skønne kærlige mennesker som vil mig det bedste. Mennesker som bakke mig op, som husker at spørge, som holder af og som anerkender den kamp jeg kæmper og synes jeg er lidt sej, for det har jeg brug for når mørket lukker sig om mig.

Og når man så ovenikøbet er så heldig at møde mennesker i sådan et sygdomsforløb som kender det hele og som gennemgår det samme som én, som ved hvornår håret kommer ud, kvalmen forsvinder og som også oplever ensomheden og har lysten til at mødes og snakke. Så kan man kun blive fyldt af taknemmelighed. KK-Power I ved det... 

Jeg er træt men håbefuld, ked af det og glad, ensom og forbundet og jeg kan være det hele på én gang. Det er forvirrende og ikke nemt at være i, men det skal jeg, for heldigvis er der også en stor vilje til livet, hvordan det nu end udformer sig for mig de næste år. Tusinde tak til alle de mennesker som tænker på mig og sender små opmuntrende beskeder. De glæder mit hjerte, og jeg føler mig elsket. Tak.